Sharm el-Sheik i Egypten

På Sinaihalvøens sydspids ligger Sharm el-Sheik, der er et populært turistmål for alle, der gerne vil sole, shoppe, spille golf, ride på kamel og dykke ved en af verdens flotteste koralrev.

Sharm el-Sheik er en ferieby med indbydende strande og hoteller i alle prisklasser – både ud til kysten og inde i byen. Selve byen består af flere forskellige områder med hver deres præg. I hovedområdet Naama Bay finder man den bedste strand og den livlige strandpromenade med et bredt udbud af dykkercentre og udflugtsarrangører. Langs bydelens hyggelige gågade ligger vandpibecafeer, restauranter, souvenirbutikker, isboder og basarer. Om aftenen er der både liv omkring strandpromenaden, hvor mange af restauranterne har underholdningsshows, og på gågaden, hvor der danses løs til musikken natten lang. I forlængelse af Naama Bay ligger et nyere område af Sharm el-Sheik, der imidlertid ligger tæt på det gamle fiskeleje og Old Market med små basarer og ivrige handelsmænd.

Sharm el Sheikh i Egypten
Området omkring byen har aktiviteter og udflugter nok til mange uger. En tur i ørkenen er obligatorisk ved et besøg i Egypten, og kamelridning er en helt speciel oplevelse. For de der vil have mere fart på kan Quad-runners (en slags 4-hjulet motorcykel) være et passende transportmiddel. Ørkensafarierne indeholder som regel et besøg hos en beduinfamilie og et ægte egyptisk måltid mad. For de som vil ud og opleve noget historisk, er en tur til Skt. Katharinakloster og Sinaibjerget to gode bud på dagsudflugter.

Havet ud fra Sharm el-Sheiks kyst byder på mange af byens bedste oplevelser. Vandaktiviteter som vindsurfing og vandski er – ligesom ved de fleste af Rødehavets feriebyer – populært, men dykning og snorkling er områdets måske populæreste aktivitet på grund af det smukke koralrev med de mange farverige fisk og den gode sigtbarhed i Rødehavets klare vand. Både nybegyndere og mere øvede kan udfordres og imponeres ved de mange forskellige dykkersteder. En af områdets mest attraktive dykkerspots er Thistlegorm, et velbevaret skibsvrag fra 1941, der indeholder materiale fra 2. verdenskrig. Hvis man ikke har mod på iltflaske og dybt vande, så er snorkling en udmærket måde at opleve koralrevet og dets dyreliv på. Der er masser af bådture, der egner sig også til børnefamilier, og flere steder stækker de smukke kalkformationer sig endda helt tæt ind til badestranden. Et udflugtsmål, som tiltrækker både snorklere og dykkere er Ras Muhammad – en undersøisk nationalpark med mange ”koralseværdigheder”. Ras Muhammad ligger 30 kilometer syd for Naama Bay.

Sharm el-Sheik er en udmærket destination for børnefamilier. Eksempler på børnevenlige aktiviteter er Cleopark Vandland, legepladser, bananbåde, go-kart, ”Fun Town” og snorkling for børn. Vil man krydre opholdet med en omgang golf, tilbyder Mövenpick Jolie Ville Golf & Resort en ikke alt for svær 18-hullersbane.

Turist om Sharm el Sheik:

Sidste år var vi i Sharm el Sheik for at fejre jul og nytår . Det var en uforglemmelig oplevelse . Blev lidt skuffet over der var pyntet så meget op til jul. Men det var den eneste skuffelse vi havde . Den 24 dec var vi på tur et Sct Katarina klosteret. Hvilke var en stor oplevelse . På det tidspunkt er der ikke mulighed for at komme op på mossesbjerget pga fare for sne mm . Vi kørte gennem det mest fantastiske ørkenlandskab .Vi besøgte samtidig Dahaba som er en lidt mindre by end Sharm . En rigtig hyggelig by . Ikke så turist præget . Og meget lavere priser end sharm At gå på shoppíng i Nana Bay ellet old Marked er en betydelig større oplevelse og mere behagelig end Hurgada hvor vi også har været flere gange .Vi var igen i Sharm August mdr . Her var det alt for varmt til at foretage sig noget andet end ved stranden eller pool. Men et sted vi mere end gerne kommer igen og igen Engang Sharm altid Sharm. Fam Mølgaard.