Mad og drikke i Egypten

Det egyptiske køkken er ikke et verdenskøkken som det italienske eller det kinesiske, men der er alligevel mange spændende retter. man bør sætte tænderne i under Egypten-rejsen.

Egyptisk gastronomi er en blanding af det libanesiske, det tyrkiske og det græske køkken. Bønner, grøntsager, linser, ris og brød er hovedingredienserne i de fleste retter. Kød er en luksus for mange egyptere, men på restauranterne er fisk, kylling, hakket oksekød det mest almindelige. Alle turistbyer i Egypten har et stort udbud af udenlandsk mad, for eksempel italiensk og mexicansk samt amerikanske fastfoodkæder. Faktisk kan det være svært at finde de traditionelle egyptiske restauranter, og de unge, moderne byboer spiser sjældent selv egyptisk mad. Men når man finder de lokale restauranter, er der et par retter, man bør smage.

Ful
Kogte bønner tilsat olie, hvidløg, citron, grønsager og eventuelt kød eller æg. Ful serveres i skåle med brød til, og er ikke ualmindeligt ved morgenmadsbuffeten på hotellet.

Ta’amiya
Minder om det vi herhjemme vil kalde falafel, nemlig små friturestegte boller af kikærtemos og krydderier.

Tahina
En sesamfrøpasta, der bruges som sauce til eksempelvis Ta’amiya, pitabrød eller som tilbehør til en varm ret.

Kushari
En varm ret af ris, pasta, linser, tomatsovs og stegte løg, der serveres i mange gadekøkkener eller i små boder.

Molokhiyya
En suppe lavet på kylling eller oksekød med ris, grøntsager og krydret med hvidløg. Den grønne suppe er en af de få retter, der oprindeligt stammer fra Egypten.

Fordi Egypten er et muslimsk land, er der en stor del af lokalbefolkningen, som ikke drikker alkohol. Derfor er det på de fleste egyptiske restauranter heller ikke muligt at få alkoholiske drikke til maden. Juice, sodavand, te og kaffe er det mest almindelige på menukortet. Kaffen er tyk og stærk som tyrkisk kaffe, med et godt lag kaffegrums på bunden. Populære temærker er pebermynte og Yellow Label. For at opleve en ægte egyptisk atmosfære skal man besøge en lokal cofféshop, hvor der ryges vandpibe og sladres om dagens begivenheder.

De fleste hotelrestauranter har alkoholbevilling, ligesom barer og natklubber selvfølgelig serverer alkohol i mange forskellige afskygninger. De mest populære lokale ølmærker er Saqqara, Stella og Luxor. Egyptisk vin kan smage udmærket, men det kan også være på grænsen til det tarvelige med vores vesterlandske smagsløg.