Luxor

I det sydlige Egypten, på begge sider af Nilen, ligger faraoernes gamle hovedstad, der siges at rumme en tredjedel af verdens oldtidsseværdigheder. Byen er grækernes gamle Theben – i dag Luxor.

På trods af de fine hoteller ved strandpromenaden og tusindvis af turister, så er Luxor ingen beskidt storby, men et kulturhistorisk mekka, der har formået at bevare sin charme.

Det største turistområde ligger på Nilens østbred. Her finder man både Luxor-templet, der blev brugt under den religiøse Opet-fest og Karnak-templet, der er et kæmpe kompleks med søjlerækker, obelisker, statuer, sfinkser og gårde. Det er med sine 36 hektarer verdens største tempelkompleks og er stadig under udgravning. Byens arkæologiske museum giver en god indgangsvinkel til landets begivenhedsrige historie, med dets mumier i glaskister. Der er bl.a. et mumie, som menes at være de jordiske rester af Ramses 1. og statuer og afbildninger af de gamle egyptiske konger. Balsameringsmuseet er også et besøg værd.

Fra den østlige bred går færger døgnet rundt til den mere rolige vestbred, hvor man finder den største koncentration af oldtidsminder. Så snart man stiger i land mødes man af massevis af sælgere som ivrigt tilbyder turisterne cykelleje, ture på æsel- og kamelryg, motorbådsture, souvenirs og andet. Vestbredden har seværdigheder og udflugtsmuligheder nok til mange dage. En af de absolut største attraktioner er gravene i Kongernes Dal, der ligger 8 kilometer fra færgelejet og indeholder over 60 grave. Dalen blev brugt som gravplads for hovedsagligt konger under Det Nye Rige (1539-1075 før Kristi fødsel). De grave som er åbne, byder den besøgende flere meter ind i klippevæggen til malerier af guder og solens gang, papyrus med hemmelige hieroglyffer og meget andet imponerende og velbevaret gravmateriale. Den mindre Dronningernes Dal har tre åbne grave fra Ramses 3.s regeringstid og er absolut også et besøg værd.

Den vestlige bred byder også på fire store templer på grænsen til ørkenen, der er opført af konger som minde over dem selv. Memnon-kolosserne, Ramses 2.s Ramsseum, Dronning Hatsheptus Terrassetempel og Ramses 3.s Medinet Habu giver besøgende mulighed for at drømme sig flere 1000 år tilbage til oldtiden Egypten. Flere steder er søjler, farver og relieffer næsten helt intakte.

En anden af vestbreddens seværdigheder er ruinbyen Deir el-Medina, hvor generationer af håndværkere gennem 500 år arbejde med at udhugge og udsmykke gravene til konger, dronninger og embedsmænd. I klippesiden ved byen finder man tre fine, små grave, der er lavet af håndværkere – til håndværkere.

Ud over de mange kulturseværdigheder er Luxor en livlig by et væld af restauranter, caféer og basarer, der bugner af tæpper, alabast, krydderier, smykker og parfume. Man kan nyde solen på strandpromenaden, sejle en tur op ad Nilen i en af de traditionelle felukka-både, tage en tur gennem byen med en gammel hestevogn, opleve det smukke landskab på cykle, fra kamelryg eller fra luftballon højt over en af verdens største oldtidsbyer.